Jordskælv truer en tredjedel af jordens befolkning

    Mere end hver tredje menneske på denne planet lever i et område, der potentielt set kan blive ramt af et farligt jordskælv. Det svarer til 2,7 milliarder mennesker.

    Det viser et særligt atlas over risiko for naturkatastrofer, som EU-Kommissionens videnskabelige serviceorgan, JRC, har udgivet.

    Definitionen på et farligt jordskælv i atlasset er et jordskælv, der er en klasse fem eller højere på MMI-skalaen. Et klasse fem jordskælv kan føles af næsten alle i området og betyder, at vinduer og tallerkner kan smadres.

    Antallet af mennesker i fare for et farligt jordskælv er næsten fordoblet på 40 år, noterer rapporten. Det skyldes blandt andet, at områder, der er i risiko for at blive ramt, er mere end fordoblet i samme tid.

    Omkring 500 millioner mennesker bor i områder, der er i fare for at blive berørt af et jordskælv så kraftigt, at det kan forsage dårligt sikrede bygningers kollaps.

    Atlasset dækker også fem andre former for naturkatastrofer. En af dem er oversvømmelser. Her kommer man frem til, at omkring en milliard mennesker – hovedsageligt i Asien – er i fare.

    /ritzau/