En person har mistet livet i trafikulykke i Sønderjylland

    En person er død i forbindelse med en trafikulykke på Koldingvej nord for Gabøl ved Vojens.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    – To personbiler var impliceret i forbindelse med et frontalt sammenstød. Tre personer var fastklemte, hvoraf en af personerne var alvorligt kvæstet.

    – Den alvorligt tilskadekomne blev efterfølgende erklæret død af en læge på skadestedet, står der i pressemeddelelsen.

    De pårørende er underrettet, oplyser politiet.

    En af de øvrige fastklemte er kørt til observation på Aabenraa Sygehus. Den tredje person var uskadt.

    En bilinspektør er tilkaldt til skadestedet.

    – Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere om hændelsesforløbet eller den tilskadekomnes tilstand, tilføjer Syd- og Sønderjyllands Politi.

    /ritzau/