Nato vil som organisation gå med i den amerikansk ledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat.
Det vil blive besluttet på Nato-topmødet torsdag i Bruxelles, siger alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde.
– Det vil sende en stærk politisk besked om Natos engagement i kampen mod terror. Og forbedre koordinationen inden for koalitionen, siger Stoltenberg.
Han siger samtidig, at det ikke betyder, at Nato vil deltage i nye kampoperationer.
Alle 28 Nato-lande er i forvejen med i koalitionen.
Nato vil blandt andet udvide sin indsats med Awacs-overvågningsfly. Med deres langtrækkende radarer støtter de allerede i dag kampen mod Islamisk Stat.
Awacs-flyene skal nu på vingerne i flere timer. Den styrkede Nato-indsats mod terror omfatter også kapacitet til luftoptankning. Dermed kan flyene holde sig i luften i længere tid uden at mellemlande.
Nato-lederne vil desuden beslutte at dele flere efterretningsoplysninger om terror. De skal blandt andet dele oplysninger om fremmedkrigere.
Der skal også oprettes en ny enhed, der håndterer efterretningsoplysningerne. Den placeres i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Enheden skal have en koordinator.
/ritzau/











