Britisk minister irriteret på USA for Manchester-lækage

    Storbritanniens indenrigsminister er irriteret på amerikanske sikkerhedstjenester for at lække oplysninger om gerningsmanden bag angrebet i Manchester, før det var tiltænkt af britisk politi.

    Amber Rudd siger til BBC, at hun er meget utilfreds med, at amerikanske sikkerheds- og efterretningstjenester delte oplysninger, som de havde fået af briterne, før briterne selv var klar til at gå ud med oplysningerne.

    – Britisk politi har gjort det meget tydeligt, at de ønsker at kontrollere strømmen af information for at bevare operationens integritet og fastholde overraskelsesmomentet, siger Amber Rudd til BBC.

    – Derfor er det irriterende, at oplysninger kommer ud via andre kilder. Jeg har gjort det klart for vores venner (amerikanerne, red.), at det ikke skal ske igen, tilføjer hun.

    Både gerningsmandens identitet og billeder fra efterforskningen kom ud i amerikanske medier, tidligere end briterne ønskede det.

    Amber Rudd fortæller videre, at gerningsmanden, der er identificeret som den 22-årige Manchester-fødte Salman Abedi, allerede havde været i søgelyset hos de britiske sikkerhedstjenester.

    Også ledelsen i britisk politi reagerer stærkt på lækagen fra de amerikanske embedsmænd. Politiet advarer om, at det kan skade tilliden mellem internationale partnere.

    /ritzau/