Britisk opposition vil genoptage valgkamp efter bombeangreb

    Storbritannien blev sent mandag aften rystet af et blodigt selvmordsangreb, og siden har alt handlet om sorg, trusler og jagten på medsammensvorne.

    Men der venter et parlamentsvalg om blot to uger, og onsdag meddeler to af landets oppositionspartier, at de igen vil fokusere på politik.

    Det drejer sig om det EU-kritiske Ukip og Labour. De to partier genoptager aktiviteterne henholdsvis torsdag og fredag i denne uge. Der er valg i Storbritannien 8. juni.

    De britiske partier blev efter angrebet i Manchester, da en 22-årig formodet selvmordsbomber dræbte 22 under en koncert, enige om at indstille valgkampen for en periode.

    Siden har myndighederne hævet sikkerhedsniveauet til kritisk, hvilket er det højeste i landet.

    Ukip havde oprindelig planlagt at fremlægge et valgprogram onsdag, men efter angrebet blev den plan udskudt.

    Partiformand Paul Nuttall siger, at “vi alle er forfærdede over de skrækkelige begivenheder” i Manchester, men det politiske liv må gå videre.

    – Vi kan ikke lade os kue, og vi kan ikke tillade, at vores livsstil bliver undermineret af dem, som vil skade os. Det bedste svar, vi kan give, er at sikre den demokratiske proces, siger Nuttall.

    Derfor vil partiet fremlægge sit program torsdag, uddyber formanden.

    Meningsmålinger peger på, at Storbritanniens konservative premierminister, Theresa May, vil generobre magten.

    Hun fik opbakning i parlamentet til et valg før tid med overvældende flertal.

    May har ønsket valget på grund af de forestående forhandlinger om briternes exit fra EU.

    /ritzau/Reuters