Nato vil optrappe kampen mod terror efter Manchester-angreb

    Nato vil optrappe sit bidrag til kampen mod Islamisk Stat uden at kaste sig ud i egentlige kampoperationer.

    Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag på et pressemøde før et topmøde, der holdes i Bruxelles torsdag.

    – Jeg forventer, at de Nato-allierede vil træde til og enes om at gøre mere i kampen mod terror, siger Jens Stoltenberg.

    – Ikke mindst i lyset af, hvad vi så i Manchester i mandags, siger han.

    Her dræbte en selvmordsbomber mandag aften 22 mennesker, heriblandt børn og unge, ved en koncert med popstjernen Ariana Grande i Manchester Arena.

    USA’s præsident, Donald Trump, skal torsdag deltage i sit første Nato-topmøde.

    Trump har tidligere kaldt Nato “forældet”, fordi alliancen ikke har blæst nok til kamp mod terror. Det mener Trump dog ikke længere.

    Nato træner i dag officerer i Irak. Militæralliancen har også indsat Awacs-overvågningsfly med langtrækkende radarer til støtte for den amerikansk ledede koalition i kampen mod Islamisk Stat.

    – Jeg forventer, at vi vil blive enige om at udvide Awacs-støtten til koalitionen, siger Jens Stoltenberg.

    Desuden overvejer Nato i øjeblikket at udvide indsatsen på 13.000 soldater, der i dag træner de afghanske styrker i at skabe sikkerhed i deres krigsplagede land.

    Men dagen før topmødet diskuterer medlemslandene stadig, om Nato som organisation skal melde sig ind i koalitionen, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak.

    Det ønsker Donald Trump. Alle 28 Nato-lande er i forvejen med i koalitionen.

    – Mange allierede vil gerne se Nato som fuldt medlem af koalitionen af to årsager, siger Stoltenberg.

    – Dels fordi det sender et stærkt og klart signal om sammenhold i kampen mod terror, siger Nato-chefen.

    – Men hvis Nato går med i koalitionen, vil det også skabe en bedre platform for at koordinere aktiviteterne i kampen mod terror, siger han.

    Frankrig og Tyskland tøver dog med at sige ja til at melde Nato ind. De frygter, at Nato kan blive trukket ind i en langvarig kamp i Irak, som det tidligere er sket i Afghanistan.

    Desuden frygter især Frankrig, at Nato kan støde arabiske lande fra sig ved at gå ind som medlem af koalitionen.

    /ritzau/