En million ton jord begraver ikonisk kystvej i Californien

    Et enormt jordskred har begravet en del af en af verdens mest betagende vejstrækninger, nemlig Highway 1, der snor sig langs stillehavskysten i Californien.

    Vejen er i forvejen ramt af flere afspærringer som følge af voldsomme vinterstorme.

    Det oplyser amerikanske transportmyndigheder tirsdag.

    Jordskreddet fandt sted lørdag formiddag i et stort set ubeboet område kendt som Mud Creek. Her gled en million ton jord ned ad en bjergskråning og begravede en halv kilometer af vejen.

    Vejen på den del af strækningen var dog allerede spærret af, inden de mange ton jord kom væltende ned. Det oplyser talsmand for Californiens transportmyndigheder Jim Shivers.

    – Vi har at gøre med en vejstrækning, der skal være afspærret i flere måneder. Dette er en meget stor hændelse, som vi ikke før har oplevet. Vi har meget arbejde, der skal gøres, siger han.

    Jordskreddet var så voldsomt, at en mur af sten og jord fortsatte ned i havet 250 meter fra kysten.

    /ritzau/AFP