Fransk politi ransager PSG-stjerners hjem i skattesag

    Fransk politi har tirsdag ransaget kontorer i Paris Saint-Germains hovedkvarter og hos fodboldklubbens to argentinske stjerner Angel Di Maria og Javier Pastore.

    Det er sket i forbindelse med efterforskningen af en større sag om skattesvindel. Det oplyser retskilder tirsdag.

    Den franske anklagemyndighed indledte i december en efterforskning i kølvandet på de såkaldte “Football Leaks-afsløringer”.

    Lækagerne handlede blandt andet om en række topspilleres økonomiske transaktioner.

    Di Maria og Pastore bliver begge efterforsket i forbindelse med sagen. De mistænkes for at have placeret deres penge i skattely.

    Politiet har også ransaget argentineren Emiliano Salas hjem. Han spiller for den franske klub Nantes.

    Storklubben Paris Saint-Germains hovedkontor blev også ransaget, bekræfter kilder til nyhedsbureauet AFP.

    Historien blev først bragt af det franske onlinemedie Mediapart.

    Ifølge mediet er ransagningerne de første, der bliver gennemført i forbindelse med sagen.

    Ifølge Mediapart er Di Maria, der kom til klubben fra Manchester United i 2015, og Pastore mistænkt for at have skjult adskillige millioner euro på konti uden for skattemyndighedernes søgelys.

    Paris Saint-Germain afviser alle beskyldninger om urent trav.

    – Paris Saint-Germain har udleveret alle oplysninger og dokumenter om de to spillere, skriver klubben.

    Ransagningerne sker få dage, før klubben skal spille sæsonens sidste kamp – pokalfinalen mod Angers på Stade de France.

    /ritzau/AFP