En af de dømte drenge i den såkaldte Ry-sag anker dommen til landsretten.
Det oplyser hans forsvarer Mette Grith Stage.
De fire Ry-drenge blev for to uger siden idømt mellem ét og halvandet års fængsel i sagen om brandangrebet mod en 16-årig dreng.
Dommen blev dog gjort delvist betinget.
Mette Grith Stages klient blev idømt et års fængsel, heraf fire måneder ubetinget.
Men han går efter en frifindelse ved Vestre Landsret, oplyser forsvareren.
– Som jeg gjorde gældende i byretten, er det min og min klients opfattelse, at han ikke er strafferetlig ansvarlig for det, der er sket.
– Det mente byretten, at han er. Nu vil vi så have landsrettens vurdering. Og vi går efter en frifindelse, siger Mette Grith Stage.
De fire drenge blev dømt for i forening og efter fælles forståelse at have kastet en flaske med brændende benzin.
Flasken ramte en 16-årig dreng, som de fire drenge havde aftalt at mødes med ved idrætshallerne i Ry.
Den 16-årige blev forbrændt på 20 procent af kroppen og har været sygemeldt siden angrebet 6. februar.
Mette Grith Stages klient gjorde dog gældende i retten, at han ikke kendte til planen om at angribe den 16-årige med såkaldte molotovcocktails.
To drenge anses af byretten for at være de mest aktive, og de blev således idømt halvandet års fængsel, heraf et halvt år ubetinget.
Disse to drenge har ikke anket dommen, oplyser forsvarene, Jytte Storgaard og Michael Juul Eriksen.
/ritzau/











