Da det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Freddy Blak videregav en rapport om den såkaldte Ateasag til en journalist, var det kun fordi, at den alligevel “flød overalt”.
Sådan lyder det fra politikeren, efter der er rejst tiltale mod ham for brud på tavshedspligten.
– Jeg erkender, at da rapporten lå ude hos alle andre medier, spurgte en journalist om han måtte få den. Jeg sagde, at når alle andre medier har den, så kan du da også få den, for så er den jo ikke længere fortrolig, siger Freddy Blak.
De fortrolige oplysninger skal han have lækket til en journalist fra Weekendavisen i den meget omtalte bestikkelsessag, der handler om samarbejdet mellem Atea og Region Sjælland.
Han er tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 stk. 1 ved at have overtrådt sin tavshedspligt.
Ifølge anklager Maria Jepsen vil der være tale om en bødestraf, hvis han findes skyldig.
Den socialdemokratiske politiker, der også har siddet i Europa-Parlamentet, kan ikke se, at han har gjort noget forkert i sagen.
– Hvis jeg bliver dømt for at have udleveret rapporten og ryddet op i det her, så betaler jeg gerne min bøde. Men det tror jeg ikke, at jeg gør, siger Freddy Blak.
/ritzau/











