Ingen kan løbe fra et ansvar for Skats mange møgsager.
Det mener Benny Engelbrecht (S), der var skatteminister fra 2014-2015.
Engelbrecht erkender, at han også har et medansvar for Skats mange problemer.
Meldingen kommer, efter at der mandag opstod et politisk flertal for at nedsætte en kommission, der skal kigge på skandalerne i Skat.
– Jeg stiller mig ubetinget til rådighed for en granskning af min tid og ser frem til at svare på kommissionens spørgsmål, når den tid kommer, skriver han i en kommentar til Ritzau.
Engelbrecht ønsker ikke at stille op til interview, men tilføjer:
– Alle har et medansvar, både vi der har været ministre, og de politiske partier, der har været med i aftaler gennem tiden, for at vi står, hvor vi står i dag.
– Men jeg havde da allerhelst set, at de to kæmpe udfordringer med ejendomsvurderingssystem og EFI (udskældt inddrivelsessystem, red.) ikke havde været der, da jeg kom til, for så havde mange ting været lettere.
/ritzau/











