Kristian Jensen fortryder hastværk i central skattebeslutning

    Finansminister Kristian Jensen (V) erkender, at det gik for hurtigt med at lade staten overtage inddrivelsen af skattegæld.

    Det siger han, efter at der tegner sig et flertal i Folketinget for at nedsætte en kommission til at granske skandalerne i skattevæsnet.

    Jensen var skatteminister i perioden 2004-2010.

    Direkte adspurgt om han selv har begået fejl, svarer Kristian Jensen:

    – Hvis jeg kunne gøre ting om, ville jeg for eksempel have udskudt sammenlægningen af inddrivelsen, så den kunne være bedre forberedt.

    – Som led i kommunalreformen blev det besluttet at inddrivelsen skulle samles. Det skete på baggrund af, at der i 2003 kom en rigsrevisionsrapport, der sagde, at den daværende inddrivelse ikke var god nok.

    – Derfor fik man lavet en sammenlægning. Men set i bakspejlet var der ikke nok medarbejdere, der kom med over. I stedet for at få erfarne pantefogeder, skulle vi til at uddanne nye folk.

    /ritzau/