Rusland: Falsk nyhed at Trump fortalte os hemmeligheder

    Ruslands udenrigsministerium kalder det falske nyheder, at USA’s præsident, Donald Trump, under et møde med den russiske udenrigsminister skulle have afsløret tophemmelige oplysninger om Islamisk Stat.

    Det skriver nyhedsbureauet Interfax

    Rusland tilbageviser anklagen, som flere nuværende og tidligere embedsmænd retter mod Trump-regeringen i avisen Washington Post.

    Andre medier, som har talt med anonyme embedsmænd, bekræfter historien.

    Ud over udenrigsminister Sergej Lavrov var Ruslands ambassadør, Sergej Kisljak, med til mødet mødet i Det Hvide Hus i sidste uge.

    Det fandt sted dagen efter, at Trump havde fyret chefen for FBI, Jim Comey. Den afsatte FBI-chef havde bebudet en efterforskning af, om Trump-kampagnen samarbejdede med Rusland under valgkampen sidste år.

    USA’s efterretningstjenester har i en rapport fastslået, at Rusland bevidst arbejdede for at forhindre, at demokraten Hillary Clinton skulle blive præsident.

    Rusland får skyld for at have hacket sig ind på Det Demokratiske Partis hjemmeside for at finde materiale, der kunne skade Clinton og gavne Trump.

    /ritzau/AFP