Allerede på andendagen som fransk præsident var Emmanuel Macron mandag på besøg hos den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Berlin.
Her meddelte de to ledere, at de er villige til at ændre EU-traktaten, hvis det er nødvendigt i en reform af eurozonen.
– De vil gerne slå fast, at den fransk-tyske-alliance er tilbage på sporet, og de har intentioner om at arbejde tæt sammen, siger Marlene Wind, der er EU-ekspert og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Hun understreger, at det dog kan blive noget nær umuligt for de to lande i praksis at ændre en EU-traktat, fordi der ikke er mange andre med samme ønske.
Foruden villigheden til at ændre traktater, fortalte Emmanuel Macron, at han ser adskillige områder, hvor de to lande kan samarbejde. Det er blandt andet fælles asylpolitik, udsendte medarbejdere og bilateral handel.
Forholdet mellem de to lande har stor betydning for EU, forklarer Marlene Wind.
– Det er ret afgørende for EU’s fremtid, om der er et fælles fodslag mellem de to lande. Merkel kunne ikke få en bedre partner, end den nyvalgte franske præsident.
– Han går både ind for den tyske logik omkring besparelser i den offentlige sektor og på den anden side mere integration og mere fælles samarbejde i Europa. Det er en ønskemakker, som Merkel har fået, siger Marlene Wind.
/ritzau/











