Den danske bueskytte Stephan Hansen har generobret førstepladsen på verdensranglisten.
Den danske compoundskytte, der blev verdensmester i København i 2015, blev sidste sommer nummer et på listen for første gang.
Dengang måtte han dog afgive placeringen igen efter afslutningen på udendørssæsonen.
– Som professionel atlet vil jeg naturligvis gerne vinde hver gang, jeg stiller op, hvilket selvfølgelig ikke lykkes.
– Så derfor er jeg stolt over at toppe verdensranglisten, der viser stabilitet på den lange bane, siger 21-årige Stephan Hansen i en pressemeddelelse.
Danskeren har på den seneste verdensrangliste sendt hollænderen Mike Schloesser ned på andenpladsen.
Stephan Hansen besejrede i sidste måned netop Mike Schloesser i finalen ved et grandprixstævne i Mexico.
/ritzau/











