Gasudslip i kinesisk kulmine dræber mindst 18

    En gaslækage i en kulmine i det centrale Kina har kostet mindst 18 personer livet. 37 andre minearbejdere blev reddet og bragt til et hospital.

    Ulykken skete søndag i byen Huangfengqiao i Hunan-provinsen.

    Det oplyser de lokale myndigheder til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

    Politiet har tilbageholdt flere personer i forbindelse med ulykken.

    Kina er verdens største producent af kul, og dødsulykker er almindelige i landets miner.

    I marts mistede 17 kulminearbejdere livet, da en mandskabselevator styrtede ned i en mineskakt i den nordøstlige provins Heilongjiang.

    Eksplosioner i to miner i to forskellige provinser kostede i december mindst 59 arbejdere livet.

    To måneder tidligere blev 33 arbejdere dræbt i en eksplosion i en mine i det sydvestlige Chongqing, og i september tog en eksplosion livet af mindst 17 i en mine i den nordvestlige region Ningxia.

    En af de værste ulykker fandt sted i 2004, da flere end 200 mennesker omkom i en gaseksplosion nær Chongqing.

    Myndighederne har tidligere sagt, at antallet af årlige dødsfald er faldet markant det seneste årti – til under 1000 årligt. Men nogle menneskerettighedsgrupper siger, at de reelle tal er langt højere, og at ikke alle ulykker bliver nævnt i medierne.

    /ritzau/AFP