Maradona har fundet nyt trænerjob efter fem års pause

    Diego Maradona gør comeback til fodbolden efter fem års fravær fra sporten, der har gjort ham til et ikon i hjemlandet, Argentina.

    Den tidligere anfører og træner for Argentina skal stå i spidsen for Al-Fujairah FC i De Forenede Arabiske Emirater.

    Det oplyser klubben søndag.

    – Jeg vil fortælle jer, at jeg er den nye træner i Al-Fujairah SC i anden division i De Forenede Arabiske Emirater. Det skriver Diego Maradona på sin Facebookside.

    Klubben har lagt et billede af den tidligere Boca Juniors-, Napoli- og Barcelona-angriber på sin hjemmeside. Her ses Maradona med klubbens røde og hvide trøje i hænderne.

    Det 56-årige fodboldikon, der var med til at gøre Argentina til verdensmestre i 1986, vender dermed tilbage som træner efter fem års pause.

    I 2012 blev han fyret i Al Wasl efter en enkelt sæson som træner. Før opholdet i De Forenede Arabiske Emirater stod Maradona i spidsen for det argentinske landshold.

    I februar blev Diego Maradona udnævnt som Fifa-ambassadør af forbundets præsident, Gianni Infantino.

    Nyheden om Maradonas comeback kommer på en dag, hvor argentinske medier skriver, at Jorge Cyterszpiler – Maradonas agent og nære ven – har mistet livet i en faldulykke i Buenos Aires.

    /ritzau/Reuters