Løkke: Franskmændene har stemt ja til fællesskab

    Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) hilser valget af Emmanuel Macron som ny fransk præsident velkommen.

    – Stort tillykke til præsident Macron. Han bringer masser af håb og optimisme. Det skal han nu omsætte til gavn for hele den franske befolkning, hedder det i en skriftlig kommentar fra Anders Samuelsen.

    Lars Løkke peger på, at franskmændene har valgt Europa.

    – I dag har Frankrig stemt ja til fællesskab og ja til fremtiden. Vi har brug for hinanden i Europa. For vi ved, at vi er stærkere sammen end hver for sig.

    – Derfor er jeg glad for, at Emmanuel Macron er Frankrigs næste præsident, hedder det i en skriftlig kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.

    Den danske statsminister peger dog samtidigt på, at det franske valg, der endte med at den EU- og indvandrerkritiske Marine Le Pen nåede til anden runde, hvor hun fik 35 procent af stemmerne, giver anledning til eftertanke.

    – Samtidig tror jeg, det er vigtigt, at vi ikke bare affejer de strømninger i Frankrig og andre steder, der vender ryggen til globaliseringen og internationalt samarbejde, siger statsministeren.

    – Vi skal forstå deres bekymring, og vise, at EU kan løse de konkrete problemer, de møder i deres hverdag.

    – Sammen skal vi bekæmpe terror, løse migrationsudfordringen og sikre vækst og arbejdspladser til alle, hedder det i kommentaren fra Lars Løkke Rasmussen.

    /ritzau/