Ung amerikaner omkommet efter sammenstød ved Langebro

    En ung, amerikansk kvinde omkom lørdag aften kort før klokken 20 i forbindelse med en ulykke, der fandt sted nær Langebro i Københavns Havn. Det fortæller TV2 News.

    Ifølge et vidne, som Ekstra Bladet har talt med, skete der et sammenstød mellem en vandscooter og en udlejningsbåd.

    Vandscooteren var en del af en gruppe, der kom sejlende i meget høj fart.

    Ved sammenstødet faldt flere personer i vandet, og mens nogle selv kunne redde sig op af vandet, måtte andre have hjælp.

    Blandt andet skulle en person ifølge TV2 News være kørt til Rigshospitalet i en ambulance med alvorlige hovedskader.

    /ritzau/