Bænket Krohn-Dehli må vente med Sevilla-comeback

    Michael Krohn-Dehli må vente lidt endnu på sit comeback for Sevilla i den bedste spanske fodboldrække.

    Efter et års skadepause var den 33-årige dansker for første gang med i Sevilla-truppen til fredagens 1-1-kamp på hjemmebane mod Real Sociedad.

    Midtbanespilleren måtte dog følge hele opgøret fra bænken.

    Det kan være, at Sevilla-træner Jorge Sampaoli snart får brug for Krohn-Dehli, da holdet fra Andalusien tilsyneladende har tabt lidt af pusten efter en stærk første halvdel af sæsonen.

    Det er blot blevet til tre sejre i de seneste ti kampe for Sevilla, der alligevel fastholder sin position på ligaens fjerdeplads.

    Fredag aften bragte Pablo Sarabia Sevilla i front kort før pausen. I anden halvleg udlignede Carlos Vela for Real Sociedad.

    Sevilla møder i næste weekend Real Madrid på udebane. Madrilenerne er favorit til at tage den spanske titel, selv om holdet er i skarp konkurrence med FC Barcelona.

    /ritzau/