Fifa annullerer resten af Messis landsholdskarantæne

    Fodboldstjernen Lionel Messi er klar til at tørne ud for Argentinas landshold igen.

    Fredag meddeler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at man annuller resten af karantænen på fire spilledage for Argentina. Barcelona-stjernen blev idømt karantænen i marts for upassende sprogbrug mod en dommer.

    Messi appellerede kendelsen, og Fifas appelkomité kom frem til, at man ikke havde beviser nok til at opretholde karantænen.

    Messi nåede dog at afsone den første karantænedag, da Argentina mødte Bolivia i VM-kvalifikationsturneringen.

    /ritzau/