Åge Hareide håber på ligalandsholdstur i 2018

    Den tidligere så traditionsrige ligalandsholdstur for de bedste fodboldspillere fra klubberne i Danmark står tilsyneladende over for et comeback næste år.

    Danmarks landstræner, Åge Hareide, er i øjeblikket ved at tale med de danske klubber om muligheden for, at der kan blive afholdt en tur i januar næste år.

    – Jeg vil tale lidt med klubberne om planlægning af ligalandsholdet.

    – Vi skal forhåbentlig afsted i januar, men vi skal finde et tidspunkt og en måde, så det ikke rammer klubberne så hårdt, siger Åge Hareide til Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

    Ligalandsholdsturen er ikke blevet afholdt siden 2013, da holdet var i USA.

    I de efterfølgende år måtte DBU af økonomiske årsager undlade at afholde turen, ikke mindst fordi A-landsholdet ikke formåede at kvalificere sig til de store slutrunder.

    Aflysningerne af turene medførte dengang kritik fra den daværende landstræner, Morten Olsen.

    /ritzau/