Coop trækker 24 ton ketchup efter mistanke om gæring

    Coop har i alt trukket 24.000 kilo tomatketchup tilbage på grund af risiko for gæring.

    Det oplyser Malene Teller Blume, der er kvalitetschef i Coop.

    Fredag trak virksomheden 12.000 flasker tilbage, og nu trækkes resten af partiet tilbage, så der i alt er tale om 24.000 flasker.

    – De har for en sikkerheds skyld trukket det hele tilbage, siger kvalitetschefen med henvisning til leverandøren.

    – De har undersøgt 74.000 flasker på deres lager, og fordi produktet har en lang holdbarhedstid, trækker de det tilbage.

    – Vi har fjernet alt i butikkerne og på lagrene. Det er ikke farligt, men der er denne her gæring, som gør, at produktet bliver uspiseligt, siger Malene Teller Blume.

    Det er Coop Tomat ketchup og X-tra Tomat Ketchup i flasker med et kilo, som fjernes fra butikkerne.

    Coop Tomat ketchup har bedst før-datoer fra og med 12. april 2018 til 8. september 2018. Den har EAN-nummer 7340011435723.

    X-tra Tomat ketchup har bedst før-datoer fra og med 5. april 2018 til 21. august 2018. EAN-nummeret til denne ketchup er 7340011340065.

    Begge typer ketchup er produceret i Tyrkiet.

    /ritzau/