Nye transportformer, ny medicin, nye teknologiske muligheder, vi end ikke kan forestille os. Men også robotter, der potentielt set kan overtage 40 procent af det arbejde, danske lønmodtagere udfører.
Den såkaldte disruption, der bedst kan oversættes med forstyrrelse, har både en forside og en bagside. Og man skal bestemt tage folks bekymringer alvorligt. Men man skal også fortælle de positive historier.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der netop er hjemvendt fra et symposium, en slags konference, om disruption i Schweiz.
Her har han berettet om, hvordan Danmark forsøger at håndtere den nye udvikling. Blandt andet i diplomatiet, som udenrigsministeren står i spidsen for.
En af de helt konkrete nyskabelser her er, at Danmark er på vej til at udnævne, hvad der bliver verdens første tech-ambassadør.
– I det klassiske diplomati er det nation til nation. Ved siden af det har vi i Danmark i mange år satset på et stort handelsdiplomati, forklarer Samuelsen.
– Men det nye er, at nogle virksomheder er så store – Google, Amazon, Apple, Uber – at de påvirker danskernes hverdag.
/ritzau/











