Udenlandske parter er enige om notat om fred i Syrien

    Rusland, Tyrkiet og Iran har underskrevet et notat, som skal sørge for, at der vil blive oprettet sikre zoner i Syrien. Det skriver en række nyhedsbureauer.

    Notatets formål er at nedtrappe konflikten. Det er dog uvist, hvad notatet konkret indeholder.

    Journalister fra nyhedsbureauerne AFP og Tass har set ledere af de tre landets delegationer sætte deres underskrift på notatet. Dermed ser parterne ud til at være nået til enighed om noget.

    Rusland og Iran støtter det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen. Mens Tyrkiet er på oprørernes side.

    De tre landes repræsentanter har underskrevet notatet som garanter.

    Syriske oprørsgrupper var torsdag vendt tilbage til forhandlingerne i Kasakhstans hovedstad. Men de forlod vredt forhandlingsbordet igen.

    Oprørerne meddelte onsdag, at de ikke længere ønskede at deltage i forhandlingerne om en løsning på konflikten i Syrien. Torsdag mødte de dog alligevel op til mødet.

    De vendte ryggen til forhandlingerne i protest over, at der fortsat bliver bombet fra luften flere steder i Syrien.

    Tyrkiet, Rusland og Iran er initiativtagere til fredsforhandlingerne i Kasakhstan. De blev indledt i januar.

    Kasakhstans udenrigsminister, Kairat Abdrakhmanov, oplyser torsdag, at den næste runde forhandlinger om fred i Syrien vil finde sted i Astana i midten af juli.

    /ritzau/