Elbilfabrikanten Tesla leverer et glimrende kvartalsregnskab for årets første tre måneder.
Selskabet, der er ejet af milliardæren Elon Musk, har leveret flere end 25.000 elbiler i årets første tre måneder. Det er en fremgang på 69 procent i forhold til året før.
Ikke siden 2010, hvor selskabet solgte sine første biler, har Tesla haft så mange ordrer.
Det øgede salg kan aflæses direkte i regnskabet, hvor omsætningen lyder på 2,7 milliarder dollar i første kvartal.
I forbindelse med regnskabet oplyser Tesla, at fabrikanten allerede fra juli i år vil sætte gang i produktionen af dens nye bil, Model 3. Den forventes til salg i USA i løbet af 2017.
Med lanceringen af Model 3 håber selskabet, at det kan nå målet om at producere 500.000 biler om året i 2018.
I 2017 gælder det samtidig om at fastholde salget af Model S og Model X. Her er forventningen stadig, at man vil sælge mellem 47.000 og 50.000 af hver af modellerne i det første halvår.
De gode resultater for den relativt nye bilfabrikant kan også ses direkte på selskabets aktiekurs. Teslas aktier er steget med 45,6 procent i 2017. Det er til trods for, at aktien faldt med næsten to procent ved afslutningen på onsdagens handel.
/ritzau/Reuters











