Pentagon vil granske Trumps fyrede sikkerhedsrådgiver

    Pentagon indleder en undersøgelse af præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

    Det sker for at få afklaret, om han har modtaget betaling fra udenlandske regeringer uden tilladelse.

    Det fremgår af et brev fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, som demokratiske politikere i Repræsentanternes Hus har ladet nyhedsbureauet Reuters se.

    Den pensionerede general blev i midten af februar fyret efter kun 24 dage på posten som sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.

    Flynn blev fyret, da det kom frem, at han havde undladt at oplyse, at han havde ført samtaler med den russiske ambassadør i USA omkring amerikanske sanktioner mod Rusland.

    Han bliver nu efterforsket for sine bånd til Rusland som en del af en bredere undersøgelse af mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

    Flynn har tidligere sagt, at han ønsker immunitet, hvis han skal afgive forklaring over for efterretningskomitéerne i Senatet og Repræsentanternes Hus.

    /ritzau/Reuters