Mindst ti mennesker er blevet dræbt i et bombeangreb mod en bus i det nordvestlige Pakistan.
Det oplyser myndighederne i landet.
Der var angiveligt tale om en fjernstyret vejsidebombe, der blev udløst, da en minibus kørte forbi.
Ud over de ti dræbte blev adskillige andre såret under angrebet, der fandt sted tæt på grænsen til Afghanistan.
– Ti mennesker blev dræbt, inklusive en kvinde og et barn, siger Shahid Ali Khan, der er talsmand for myndighederne i regionen.
Han oplyser, at militante ekstremister havde plantet bomben i kanten af vejen.
– Da passagererne kørte forbi, detonerede de den fjernbetjente bombe, siger han.
/ritzau/Reuters.











