Med 37 point var basketballstjernen Stephen Curry hovedårsag til, at Golden State Warriors på overbevisende vis slog Portland Trail Blazers med 128-103.
Dermed vandt Golden State med 4-0 i kampe og gik knusende sikkert videre til anden runde i NBA-slutspillet.
Golden State kom flyvende fra start i Portland og foran 41-13 i slutningen af første periode.
Med 45 point i første periode tangerede Golden State rekorden for flest scorede point i en indledende periode i slutspillet.
Golden State blev ved med at imponere, og i tredje periode var Portland bagud med hele 33 point på egen bane.
Kampens topscorer, Stephen Curry, som også leverede otte oplæg til scoringer samt syv rebounds, var tilfreds med præstationen.
– Vi havde en mission. Vi vidste, det ikke ville blive let. Det var en fantastisk måde, vi startede på. Og det var en god måde, vi vandt på.
– Vi bliver ved med at bygge på. Nu skal vi hvile os og se, hvem vi møder i næste runde, siger Curry, som slet ikke var på banen i fjerde quarter.
Golden State-profilen Kevin Durant, der havde siddet ud i de to seneste opgør mod Portland, var tilbage i kamp fire.
Durant fik lidt over 20 minutter på banen og bidrog med ti point.
Golden State møder i anden runde vinderen af opgøret mellem Los Angeles Clippers og Utah Jazz. Her står det efter fire kampe 2-2 i serien.
/ritzau/











