Tre omkommer under demonstration mod præsident i Venezuela

    Tre demonstranter er mandag omkommet under protester i det vestlige Venezuela.

    Dermed er i alt 24 mennesker blevet dræbt under de ugelange demonstrationer mod præsident Nicolas Maduro.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Adskillige andre demonstranter er blevet alvorligt såret under mandagens demonstrationer og “svæver mellem liv og død”, oplyser Tarek Willam Saab, der er offentlig forsvarer i landet.

    De seneste dødsfald kommer, efter at tusindvis af utilfredse borgere mandag gik på gaden for at presse præsident Nicolas Maduro til at forlade sin post.

    I sidste uge blev 12 mennesker dræbt og seks såret i voldsepisoder i Venezuelas hovedstad, Caracas.

    De massive protester skyldes, at landet befinder sig i en dyb krise. Landets borgere oplever alvorlig mangel på basale fornødenheder som fødevarer og medicin.

    Oppositionen beskylder Maduro for at have kørt det olierige lands engang så blomstrende økonomi i sænk.

    For nylig viste tal fra Venezuelas regering, at inflationen sidste år lå på 274 procent.

    /ritzau/