Hansen og Bødker ryger ud af NHL-slutspillet

    Ishockeyspillerne Jannik Hansen og Mikkel Bødker er færdige i NHL-slutspillet.

    Natten til søndag dansk tid tabte danskernes klub, San Jose Sharks, med 1-3 hjemme til Edmonton Oilers.

    Med sejren vandt Edmonton samlet med 4-2 i kampe og er videre til anden runde i slutspillet.

    Begge danskere fik næsten 13 minutter på isen uden at komme på pointtavlen.

    Det er første gang, Edmonton avancerer i slutspillet siden 2006, hvor holdet nåede helt frem til finalen.

    Sidste år var San Jose i finalen, men sådan skulle det ikke gå i denne sæson.

    Edmonton bragte sig foran 2-0 på et gyldent minut i starten af anden periode, og den føring magtede San Jose ikke at svare tilbage på.

    Godt nok fik San Jose reduceret til 1-2 i tredje periode og satsede på at udligne, men Edmonton holdt stand.

    Det lykkedes tilmed Edmonton at score yderligere en gang i et tomt mål i de døende sekunder af kampen.

    27-årige Bødker kan se tilbage på 10 mål og 16 assister i 81 kampe i denne sæson.

    31-årige Hansen, der har været ude med en skade i en del af sæsonen, nåede op på 8 mål og 12 assister i 43 kampe.

    /ritzau/