Roskilde Festival har gjort kassen op efter 2016-festivalen, og resultatet lyder på et overskud på 17,4 millioner kroner.
Det oplyser Foreningen Roskilde Festivals bestyrelsen på den årlige generalforsamling. Her er det endelige regnskab blevet fremlagt.
I en pressemeddelelse udtrykker formanden for foreningen, Steen Jørgensen, sin tilfredshed med resultatet.
– Vi kunne melde totalt udsolgt, og endnu engang manifesterede Roskilde Festival sig som en begivenhed, hvor holdning, kunst og musik går hånd i hånd midt i et fantastisk fællesskab blandt de 130.000 deltagere, siger han.
– Så vi er rigtigt godt tilfredse med overskuddet, og vi glæder os til at udlodde hele overskuddet og på den måde bruge festivalen til at skubbe på positive forandringer i vores omverden.
Foreningen har som formål at støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge samt humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde. Derfor bliver overskuddet doneret til forskellige projekter.
Overskuddet er en præcis gentagelse af resultatet efter festivalen i 2015. De førte donationer fra overskuddet er allerede sendt ud.
Blandt andet er 8,9 millioner kroner givet til Roskilde Festival Højskole.
Umiddelbart efter festivalen lukkede og slukkede sidste sommer, estimerede ledelsen, at overskuddet ville ende på omkring 17 millioner kroner.
/ritzau/











