12 soldater fra Saudi-Arabien er dræbt, efter deres helikopter tirsdag styrtede ned i Yemen.
Det oplyser den arabiske koalition, der bekæmper den yemenitiske Houthi-bevægelse.
Blandt de dræbte er fire officerer, lyder det i meddelelsen, der er viderebragt af det saudiske nyhedsbureau SPA.
Helikopteren af typen Black Hawk “styrtede ned under operationer i Marib-provinsen”, lyder det.
Koalitionen oplyser ikke umiddelbart nærmere om årsagen til styrtet.
Konflikten mellem Yemens regering og Houthi-oprørerne, der støttes af Iran, eskalerede i 2015.
Her greb en koalition under ledelse af Saudi-Arabien ind i konflikten med en luftkampagne for at støtte præsidenten mod oprørerne.
Koalitionen består – ud over Saudi-Arabien – af ni andre lande.
Flere end 7000 personer er blevet dræbt i løbet af den yemenitiske konflikt, der tog fart i marts 2015.
/ritzau/AFP











