Tumult i retten: Drabstiltalt kaster kande efter medtiltalt

    Der er tumult i Retten på Frederiksberg, hvor tre mænd er tiltalt for at stå bag et tredobbelt drab begået i 2015.

    En af de tre tiltalte har pludseligt kastet en kande med vand efter en af de andre tiltalte i sagen, hvorefter politiet har fået den første ned på gulvet at ligge.

    Det er den 25-årige BR, der kastede en kande. Han sigtede efter 33-årige IR, der efterfølgende tørrede sit ansigt.

    Fem betjente var hurtigt over BR, der blev lagt ned på gulvet. Han er siden blevet ført ud af retten efter at have råbt efter både dommerne, sin forsvarer og de andre tiltalte i retten.

    Et vidne er også blevet ført ud af retten. Han er bror til BR, men nægtede at udtale sig.

    Kanden blev kastet, mens der blev diskuteret, hvorvidt anklageren kunne få lov at pålægge vidnet at afgive forklaring.

    /ritzau/