Der er ikke grund til at begrænse kommunerne i deres bygge- og anlægsarbejde, for umiddelbart er frygten for flaskehalse overdrevet.
Det mener administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.
– Vi står ikke umiddelbart over for flaskehalse.
– Der er stadig lige så mange virksomheder, der mangler opgaver, som der er virksomheder, der mangler medarbejdere, siger han.
Finansminister Kristian Jensen (V) har ellers mandag lagt op til at begrænse kommunerne i deres bygge- og anlægsarbejde i et udspil frem mod de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi.
Det skal forhindre overophedning og flaskehalse og på den måde sikre dansk økonomi, lyder det fra ministeren.
Men det er en kortsigtet økonomisk forretning at stoppe for anlæg af nye veje og byggeri af nye skoler i de danske kommuner, mener Lars Storr-Hansen.
– Det bliver en dyr regning for samfundet, når der skal genoprettes bygninger, som ikke er renoveret ordentligt.
– Det er en meget kortsigtet måde at prøve at begrænse en omkostning på, siger han.
/ritzau/











