Tyrkiets sikkerhedsråd vil forlænge undtagelsestilstand

    Tyrkiets nationale sikkerhedsråd anbefaler efter et møde, at landets undtagelsestilstand forlænges med tre måneder, fremgår det af en erklæring.

    Der blev indført undtagelsestilstand i Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg i juli 2016.

    Undtagelsestilstanden udløber formelt om to dage. Den har så været i kraft i ni måneder.

    Det er Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der sidder for bordenden i det nationale sikkerhedsråd, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Tyrkiets regering ventes senere mandag aften at træde sammen for at træffe en beslutning om sagen.

    Beslutningen i sikkerhedsrådet kommer dagen efter, at Tyrkiet holdt folkeafstemning om at udstyre præsidentembedet med større beføjelser end i øjeblikket, hvor Tyrkiets præsident formelt har en overvejende ceremoniel rolle.

    Vælgerne stemte for at give præsidenten mere magt, og det vil ske med en forfatningsændring, der træder i kraft i 2019.

    Denne reform vil blandt andet udstyre præsidenten med beføjelser til at indføre undtagelsestilstand.

    /ritzau/Reuters