Kasseret tysk verdensmester skifter til danskerklub

    I sommeren 2014 kæmpede forsvarsspilleren Patrick Banggaard for at beholde sin plads på FC Midtjyllands hold, mens den daværende Dortmund-spiller Kevin Grosskreutz blev verdensmester med Tyskland.

    Siden er de to spilleres karrierer gået i hver sin retning. Nu bliver de holdkammerater i Darmstadt, der med al sandsynlighed rykker ud af Bundesligaen i denne sæson.

    Tirsdag meddeler klubben, at man har indgået en toårig kontrakt med Grosskreutz, som først er spilleberettiget fra næste sæson.

    Den tyske verdensmester blev fyret i Stuttgart i begyndelsen af marts, efter at han var involveret i et slagsmål i byens natteliv. Højrebacken måtte en tur på hospitalet efter slagsmålet.

    Darmstadts cheftræner, Torsten Frings, forventer, at hans nye spiller har lagt karrieren som slagsbror bag sig.

    – Han har stor erfaring, han er verdensmester, og jeg har kunnet mærke i samtaler med ham, at han er klar til en ny udfordring. Han vil være en vigtig brik på vores hold i den kommende sæson, siger Torsten Frings.

    28-årige Kevin Grosskreutz forlod Dortmund til fordel for Galatasaray i 2015. Han nåede et halvt år i Tyrkiet inden skiftet til Stuttgart.

    – Ligesom i mine tidligere klubber vil jeg gøre alt for at opnå succes på banen, siger Grosskreutz efter skiftet til Darmstadt.

    /ritzau/