G7-ministre: Der bliver kun fred i Syrien uden Assad

    G7-landenes udenrigsministre fastholder på et møde i Italien, at der ikke kan blive fred i Syrien, så længe præsident Bashar al-Assad er ved magten.

    Det siger den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, efter det to dage lange møde i Lucca i Toscana.

    USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, som deltog i mødet, skal senere tirsdag til Moskva, hvor han mødes med udenrigsminister Sergej Lavrov.

    Det er deres første møde, siden USA natten til fredag i sidste uge affyrede 59 Tomahawk-raketter mod en flybase ved Homs i det centrale Syrien. Det var et svar på, at syriske fly bombede en oprørskontrolleret by i den nordøstlige del af landet med kemiske våben.

    Rusland støtter med fly den syriske hærs kamp mod oprørerne.

    Ayrault siger, at beskeden fra G7-landene til Rusland er klar.

    – Nu er det nok. Nu skal hykleriet høre op, og der skal ske en meget klar tilbagevenden til den politiske proces.

    – Dette er ikke et aggressivt standpunkt over for Rusland, nærmere en udstrakt hånd med klare hensigter, siger han.

    G7 består af USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien med EU som den ottende deltager.

    /ritzau/AFP