FN’s Sikkerhedsråd vil ikke som ventet torsdag stemme om en resolution, der fordømmer et formodet giftgasangreb i den syriske Idlib-provins tirsdag.
Rådsmedlemmerne vil dog fortsætte forhandlingerne.
Det oplyser en britisk diplomat natten til fredag dansk tid.
– FN’s Sikkerhedsråd vil ikke længere stemme om resolutionen om Syrien i aften (torsdag aften amerikansk tid, red.). Drøftelser mellem rådets medlemmer er fortsat i gang, skriver diplomaten Stephen Hickey på Twitter.
Det vides ikke, om eller hvornår en ny afstemning vil finde sted.
Allerede tirsdag udarbejdede USA, Storbritannien og Frankrig et udkast til en resolution for at fordømme angrebet i Idlib og dermed presse Syrien til at samarbejde med internationale efterforskere.
Men under et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd onsdag gjorde Rusland det klart, at landet ikke ville stemme for det resolutionsudkast, som var blevet præsenteret. Russerne mente, at teksten var uacceptabel.
Rusland, der er allieret med Syrien, har flere gange benyttet sig af sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd for at beskytte den syriske præsident, Bashar al-Assad, mod sanktioner fra Sikkerhedsrådet.
Et permanent medlem af Sikkerhedsrådet har magt til at nedlægge veto og dermed forkaste et forslag.
De fem permanente medlemmer er USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina.
– Indsatsen for at nå til enighed om en stærk resolution, der fordømmer angrebet og kræver en uafhængig undersøgelse, fortsætter, skriver den svenske diplomat Carl Skau på Twitter natten til fredag dansk tid.
/ritzau/Reuters











