Ung mand dømt til anbringelse for voldtægt af drenge

    En 18-årig mand er blevet idømt anbringelse på ubestemt tid for at have voldtaget to drenge på fire og 12 år.

    Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

    I december 2015 stak han sammen med en dengang 12-årig dreng af fra en institution i Ulfborg. Under flugten voldtog han drengen i en skov.

    Mens han sad varetægtsfængslet for voldtægten på en institution i Grenaa, fortalte han en lærer på institutionen, at han havde haft sex med en dreng på fire år.

    Drengen var barnebarn til den nu 18-åriges plejeforældre i Skjern, som han boede hos fra han var ni år gammel, til han som 16-årig flyttede til institutionen i Ulfborg.

    Torsdag blev han dømt for at have voldtaget den fireårige én gang mellem august 2013 og januar 2015, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

    Ifølge avisen siger en mentalerklæring om den dømte, at “han er uden empati, impulsstyret, mentalt retarderet og der er en høj risiko for, at han vil gøre det igen”.

    Retten i Holstebro besluttede derfor, at han skal anbringes på en døgnovervåget institution på ubestemt tid.

    Desuden skal han betale 80.000 kroner i erstatning til den 12-årige og 60.000 kroner til den fireårige.

    Han valgte at modtage dommen.

    /ritzau/