Medie: Trump overvejer militæraktion i Syrien

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag fortalt nogle medlemmer af Kongressen, at han overvejer at indlede en militæraktion i Syrien.

    Det skriver CNN. Mediet har talt med en kilde, der har kendskab til præsidentens telefonsamtaler med kongresmedlemmer.

    Dermed er det altså ikke udelukket, at USA vil gengælde det formodede angreb med kemiske våben, som tirsdag ramte den syriske by Khan Sheikoun i Idlib-provinsen.

    CNN’s kilde fortæller, at præsidenten anerkender situationens alvor. Men han har endnu ikke truffet beslutning om, hvordan USA vil reagere.

    Donald Trump har ifølge kilden diskuteret mulighederne med forsvarsminister James Mattis.

    Også en højtstående embedsmand fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at en militær løsning ikke er taget af bordet.

    Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 86 mennesker er blevet dræbt ved det formodede angreb. Flere hundrede andre er såret.

    /ritzau/