Formstærke Vibe og Zohore bomber videre i Championship

    De danske angribere Lasse Vibe og Kenneth Zohore fortsætter med at score mål i en lind strøm i den næstbedste engelske fodboldrække, Championship.

    Med et mål hver i deres respektive kampe bragte de begge deres total op på 11 ligatræffere i denne sæson for henholdsvis Brentford og Cardiff.

    Men kun i Vibes tilfælde rakte det til point lørdag. Vibe scorede til slutresultatet 2-0 efter 26 minutter, da Brentford slog Bristol City.

    Dermed er Brentford oppe på 53 point for 39 kampe og kan hverken nå det ene eller andet fra 12.-pladsen.

    To pladser længere tilbage ligger Cardiff, der lørdag tabte 1-3 ude til Wolverhampton.

    Kenneth Zohore udlignede til 1-1 på et hovedstød efter 13 minutter, men kort inden pausen bragte Wolverhampton sig atter i front, da forsvareren Danny Batth scorede sit andet mål i kampen.

    Sejren blev cementeret otte minutter før tid.

    /ritzau/