Demonstranter har fredag aften lokal tid stormet Paraguays kongresbygning og sat ild til flere kontorer i bygningen.
Det sker, efter at Senatet tidligere på dagen afholdt en hemmelig afstemning, hvor det godkendte en lov, der giver præsident Horacio Cartes lov til at stille op til genvalg.
Tv-billeder viser demonstranter, der smadrer vinduerne i bygningen efter flere timers eskalerende vold mellem politi og demonstranter.
Landets højreorienterede præsident, Horacio Cartes, vil reformere forfatningen, så han kan stille op til præsidentvalget i 2018.
Forfatningen har siden 1992 indeholdt en passage, der forbyder genvalg. Det er for at undgå, at landet igen falder i kløerne på en diktator.
Cartes’ allierede har med afstemningen set stort på oppositionen, der mener, at Cartes er på vej til at køre landet mod endnu en periode som diktaturstat.
Der er dog et stykke vej, før lovgivningen bliver gennemført.
Først skal parlamentets andet kammer stemme loven igennem. Her har præsidentens støtter dog et flertal.
Derefter skal en særlig valgdomstol indkalde til afstemning om reformen.
/ritzau/Reuters











