Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afviser efter et næsten tre timer langt samråd om fiskekvoter, at han har et forklaringsproblem. Samtlige partier uden for regeringen har ellers beskyldt ham for at tale usandt.
Sagen handler om, at Folketinget ikke har fået samtlige anbefalinger til, hvad man kan gøre mod kvotekonger. I stedet har ministeren kun fremlagt et forslag ud af en lang liste.
Det var det bedste forslag, lyder ministerens forklaring. Forslaget var en såkaldt tro-og-love-erklæring, hvor fiskeren lover at overholde reglerne.
Men i virkeligheden lå der i ministeriets system en liste med en lang række forskellige forslag.
– Jeg undskylder da for, hvis nogen af partierne gerne ville have haft flere informationer, siger Esben Lunde Larsen efter samrådet.
– Det beklager jeg. Det har jeg undskyldt over for Folketinget. Fremadrettet kommer vi til at give anbefalinger videre, både i forhold til om de virker eller ikke virker.
/ritzau/











