Redaktør: Løkke gjorde dyd ud af at tale om EU med Trump

    Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) besøg hos den amerikanske præsident torsdag handlede om mere end Danmark og USA’s indbyrdes forhold.

    Han blev også en del af en europæisk fortælling.

    Det vurderer USA-kender Anders Agner Pedersen, der er redaktør på netmediet Kongressen.com.

    – Han gjorde en dyd ud af, at der både var en fortælling om Danmark og USA, men i høj grad også en større europæisk kontekst, fordi Donald Trump undervejs i valgkampen har udtalt sig kritisk om EU og hyldet brexit, siger han.

    Lars Løkke Rasmussen er den fjerde europæiske leder, der besøger Donald Trump, efter at han i januar blev indsat som præsident.

    Inden har både Tysklands kansler, Angela Merkel, og Storbritanniens premierminister, Theresa May, besøgt Det Hvide Hus.

    Begge har understreget, at USA’s forhold til Europa er vigtigt.

    Og den tendens vil fortsætte – særligt for EU’s medlemslande, mener Anders Agner Pedersen.

    – Alle de europæiske statsledere, der kommer til Washington, vil blive ved med at understrege over for Donald Trump, at EU er et projekt, som de resterende 27 medlemslande værner om.

    Lars Løkke Rasmussen sagde selv efter mødet:

    – Det er en præsident med et billede af et Europa, der efter brexit holder sammen, og som 100 procent bakker op om Nato. Og det er to gode ting at tage med hjem herfra, siger Løkke foran Det Hvide Hus efter mødet.

    Også frihandel og grøn vækst var på dagsordenen.

    /ritzau/