Koalition i Irak: Nu under 1000 jihadister i Mosul

    Koalitionen, som bekæmper Islamisk Stat i Irak, siger, at “der er færre end 1000 jihadister tilbage i storbyen Mosul”.

    FN er bekymret over meldinger om mange civile tab i Mosul.

    Organisationen vurderer, at omkring 400.000 civile irakere er fanget i Mosuls gamle bydel. 180.000 irakere er flygtet fra den vestlige del af storbyen i løbet af den seneste måned.

    Nogle af dem har ifølge BBC fortalt, at Islamisk Stat bruger civile som menneskeskjold ved at gemme sig i deres huse og tvinge unge mænd til at gribe til våben.

    Folk flygter fra Mosul, men fordrevne er også på vej tilbage til storbyen.

    Det blev anslået, at der var en million mennesker i Mosul – Iraks næststørste by – inden irakiske sikkerhedsstyrker indledte en stor offensiv mod Islamisk Stat i området i midten af oktober.

    /ritzau/AFP