Togdriften er indstillet ved Bispebjerg Station, og en del af Tagensvej spærret af, efter at en mand har kravlet op i en telefonmast ved den københavnske station.
Det oplyser Københavns Politi.
– Manden har været der siden 16.30, og vi kan ikke rigtigt kommunikere med ham, siger vagtchef Henrik Svejstrup torsdag sen eftermiddag.
– Vi ved derfor ikke, hvorfor han er kravlet op, tilføjer han.
Københavns Politi oplyser, at der i øjeblikket er både brandvæsen og ambulance på stedet.
– Og så har vi nogle politifolk, der er gode til at tale med personer, som sætter sig i sådan nogle situationer, ude på stedet, siger Henrik Svejstrup.
Afspærringen af Tagensvej strækker sig fra Rovsingsgade og Lygten.
Ifølge Hovedstadens Beredskab kan redningsaktionen tage længere tid.
/ritzau/











