S vil stoppe illegal indvandring med razziaer og straf

    Illegal indvandring i Danmark skal bremses. Det er budskabet fra Socialdemokratiet, der kommer med fire konkrete tiltag.

    Blandt andet politirazziaer og hårdere straffe skal være med til at stoppe ulovlighederne, mener partiet.

    Udmeldingen kommer i kølvandet af, at der ifølge TV2 er en stigning i antallet af personer, der er sigtet for at opholde sig illegalt i Danmark.

    Det er et stort problem, mener udlændinge- og integrationsordfører Dan Jørgensen (S).

    – Illegal indvandring skaber utryghed og undergraver det danske arbejdsmarked. Og det kræver ressourcer, som kunne være gået til de mennesker, der er her som rigtige flygtninge, siger Dan Jørgensen.

    Partiet foreslår blandt andet ugentlige politirazziaer i offentlige parker og områder, hvor illegale indvandrere slår sig ned.

    Samtidig skal kontrollen skærpes over for de virksomheder, der benytter illegal arbejdskraft. Og straffen skal hæves for de firmaer, som bryder loven.

    Desuden mener partiet, at “pengegriske bagmænd” skal retsforfølges. Endelig er planen, at asylansøgninger skal behandles hurtigere.

    /ritzau/