Pædagoger står ofte alene med børnene

    Landets pædagoger oplever at skulle jonglere bleskift, frugtstykker og småsnak med forældrene, mens de er ene mand eller kvinde på stuen.

    Det fremgår af den hidtil største undersøgelse af pædagogers arbejdstid, lavet af pædagogernes fagforbund Bupl. 8006 pædagoger fra hele Danmark har deltaget.

    Det skriver Politiken.

    61 procent siger, at de på en tilfældig dag maksimalt havde tre timer, hvor de var mere end to voksne. 14 procent oplyser, at de på intet tidspunkt på en tilfældig dag var mere end to voksne til børnegruppen.

    Tre ud af fire pædagoger var i løbet af dagen alene med den samlede børnegruppe på gennemsnitligt 17 børn og i gennemsnit i 56 minutter.

    – Normeringer som dem, vi ser her, er et offentligt udviklings- og omsorgssvigt, siger Dion Sommer, der er professor ved Aarhus Universitet, og som forsker i børns udvikling, til Politiken.

    Bupl offentliggør undersøgelsen, mens regeringen er på vej med en reform for dagtilbud. Reformen skal blandt andet styrke de pædagogiske læreplaner i daginstitutionerne.

    Børne- og socialminister Mai Mercado (K) mener ikke, at undersøgelsen tegner et problematisk billede.

    – Det er ikke nødvendigvis et problem, at pædagogen er alene med børnegruppen lidt.

    – Det kan godt være en del af det pædagogiske arbejde, at man opdeler børnegruppen. Men der må ikke være situationer, hvor det er farligt for børnene, siger ministeren til Politiken.

    /ritzau/