Professor tror på britisk blød landing i EU-skilsmisse

    Timeglasset vendes onsdag, når den britiske regering sender brev til EUs præsident, Donald Tusk, og formelt beder om at blive skilt fra EU.

    Den britiske premierminister, Theresa May, har lagt op til en hård afsked, hvor brexit også kan betyde et farvel til det økonomiske samarbejde i form af EU’s indre marked.

    Men professor og EU-ekspert Marlene Wind tror på, at den kolde skulder vil blive mindre afvisende i løbet af de to år, man har til at forhandle betingelserne for udmeldelsen af EU.

    – Selv om de har en hård brexit i tankerne på længere sigt, så har briterne behov for en overgangsordning, hvor man går fra fuldt medlemskab til en frihandelsaftale, siger hun.

    En overgangsaftale kender man fra blandt andet Norge, hvor EØS-samarbejdet gør det muligt for nordmændene at være en del af EU’s indre marked.

    Netop en sådan aftale håber flere danske organisationer på for briterne. For det kan give en blidere økonomisk landing, når de udtræder af EU.

    Men før en overgangsaftale er i hus, venter to års forhandlinger, hvor hårdheden af forhandlingsklimaet bliver afgørende.

    – Det kræver, at der er et venligt forhandlingsklima, siger hun.

    /ritzau/